Der var ingen slinger i valsen, da Den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag satte den toneangivende rente ned fra 2,25 procent til 2,0 procent. Få timer senere fulgte Nationalbanken efter og satte den officielle danske rente ned til 1,6 procent.

Den danske rente følger den europæiske, men har i længere tid ligget lavere. Det skyldes blandt andet store danske virksomheders valutapolitik, men også, at der er pengerigelighed i euroområdet. Det presser prisen på penge – renten – ned i markedet.

Der var bred enighed om beslutningen, som dog ikke var enstemmig. Et enkelt medlem ønskede at fastholde renten. Det er ikke så overraskende, at der nu kommer mere intern uenighed om, hvor renten skal hen. ECB har sat renten ned otte gange det seneste år og har dermed flyttet foden fra bremsen til noget, der er neutralt eller let stimulerende.

Selvom den økonomiske vækst i euroområdet er meget blodfattig, så er beskæftigelsen fortsat stigende, og ledigheden bliver ved med at holde sig på det laveste niveau nogensinde målt. 

Inflationen er godt nok faldet til lige under ECBs mål om to procent, men i Frankfurt er man fortsat bekymret over, at priserne på tjenesteydelser stiger for hurtigt. Her hjælper det, at lønvæksten er aftaget markant på det seneste. Det er lønnen, der er den vigtigste udgiftspost i servicesektoren. 

Det kan gå værre endnu

Rentenedsættelsen blev underbygget af de nye prognoser fra ECBs stab. Og her var der faktisk interessant nyt. Den økonomiske vækst vil forblive svag, men ECB fremhæver nu mere håndfast det positive bidrag fra investeringer i oprustning og infrastruktur som en modvægt til problemerne fra Donald Trumps handelskrige.

Til gengæld forventer ECB et ret markant fald i inflationen ind i næste år. Det skyldes den svage økonomi, men ECB fremhæver også lavere energipriser (tak til Donald Trump) og en stærkere euro (endnu mere tak til Donald Trump). Desuden lægger ECB vægt på, at Trumps handelskrige snarere kan give lavere end højere inflation.

Det åbner faktisk for yderligere rentenedsættelser, selvom ECB holder kortene tæt til kroppen. 

Den stærkere euro er et resultat af mange kræfter, men skyldes primært, at dollaren er faldet med omkring ti procent mod et væld af valutaer. Det til trods for, at Trump politik skaber mere inflation og dermed bremser den amerikanske centralbank i at sætte renten hurtigt ned. De korte europæiske renter er faldet, hvilket har udvidet forskellen i renten på hver side af Atlanten.

Jo mere euroen styrkes, desto mere kan ECB sætte renten ned, fordi en stærkere euro gør importvarer billigere.

De tyske statsrenter steg en anelse i løbet af dagen, hvilket kan synes en smule kontraintuitivt i lyset af de lidt bløde meldinger fra ECB. Men i Bruxelles nåede NATO et skridt nærmere enighed om en markant forhøjelse af, hvad landene hvert år skal bruge på forsvaret. Det betyder endnu flere obligationer til det europæiske marked i de kommende år. At renterne ikke stiger mere, sætter en tyk streg under, at investorerne samtidig flokkes om europæiske obligationer.

Torsdagens rentenedsættelse får direkte betydning for de danske boligejere med helt kort rentetilpasning. De første kan allerede få gavn af lavere renter i juli. 

Men for dem med mellemlang rentebinding som F3- og F5-lån sker der ikke det store. Renterne på disse lån ligger på henholdsvis 2,2 og 2,5 procent og er mere styret af forventningerne til centralbankrenten på længere sigt. Desuden hiver også den tiårige statsrente i disse lån, og her er renten ikke faldet.

For de lange konverterbare obligationer er der meget lidt nyt. Udstedelsen ligger i fire procent kuponen med en kurs omkring 99. De konverterbare obligationer prises ud fra de lange statsobligationer, hvor den meget store udstedelse i de kommende år trækker op, mens meget stor efterspørgsel trækker ned.

Samlet set tyder meget på, at ECB skal sætte renten ned yderligere et par gange. Centralbanken har ikke travlt, men hvis næste møde er midt i en handelskrig mellem USA og EU, så er en rentenedsættelse i juli oplagt. 

ECBs rente skal nok ned i 1,5 procent, før man stopper, hvilket i givet fald vil sende den danske rente ned omkring 1,1 procent. Det vil primært være lån med kortere rentebinding, der får glæde af flere rentenedsættelser. Vi bevæger os ind i en mere normal rentefase, hvor de længere renter er højere end de korte; det er »normalt«, at man skal betale mere for at låne penge i længere tid.

Meget store kræfter trækker i vores økonomier og renter. Men det er ret tydeligt, at der er ingen appetit i ECB for at bevæge sig hen i nærheden af tidligere tiders nul eller negative renter. Det har for mange dårlige bieffekter og hjælper ikke nødvendigvis den økonomiske vækst.

Så for boligejere, der klamrer sig til ideen om, at de korte renter hurtigt skal meget længere ned og derpå trække de konverterbare renter meget ned, er det måske på tide til at genopveje lånestrategien.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil have danskerne op i gear og have dem til at arbejde noget mere for at styrke landets økonomi.

Derfor vedtog regeringen og Folketinget i 2023 en skattereform, der giver skattelettelser til mange tusinde danskere.

Men overraskende nok peger den liberale tænketank CEPOS nu på, at det i virkeligheden er mere vigtigt at få sat aktieskatten ned end skatten på arbejde. 

For den høje aktieskat er langt mere skadelig for den danske økonomi end skatten af vores arbejdsindkomst, vurderer CEPOS.

Det sker på baggrund af en analyse, som tænketanken har lavet, hvor der bliver set på, hvordan de forskellige skatter, vi har i Danmark, virker.

Det handler om det økonomiske begreb forvridning, som betyder, at skatten ændrer folks adfærd. For eksempel kan en høj aktieskat få folk til at investere mindre i aktier.

Det kan hæmme produktivitetsudviklingen og dermed skade dansk økonomi. Mere kapital til virksomhederne kan være med til at øge deres investeringer, hvilket gør dem mere effektive og giver en højere økonomisk vækst.

Den er meget skadelig

Herudover kan en høj aktieskat også hæmme vores iværksætteri, da ny kapital er afgørende for iværksætternes vækst og overlevelse.

De skadelige effekter ved den høje aktieskat er på den måde langt større end de negative effekter ved den høje beskatning af arbejdsindkomst, fremhæver analysechef i CEPOS, Otto Brøns-Petersen.

»Der er i Danmark rigtig meget fokus på skatten på arbejde. Der vil også være gevinster ved at sætte den ned. Men skatten på opsparing i aktier er uden sammenligning den mest forvridende og dermed samfundsskadelige, vi har,« siger Otto Brøns-Petersen og fortsætter:

»Det gælder også, hvis man sammenligner med top-topskatten.«

Top-topskatten var et af de få steder, hvor man i forbindelse med den seneste reform satte skatten op.

Den højeste skat

I analysen har CEPOS set på en bred vifte af vores skatter og deres indbyrdes samspil. Det gælder blandt andet aktieskatten og skatten på kapitalindkomst. 

Herudover er det skatten på danskernes pensionsafkast i form af den såkaldte PAL-skat samt boligskatten.

Samlet set er der tale om et komplekst regelsæt, som det kan være svært for de fleste at navigere i.

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at afkast på aktier og renteindtægter beskattes vidt forskelligt. 

Det er formentlig de færreste danskere, der præcist ved, hvordan deres investeringer i aktier og obligationer bliver beskattet – og endnu færre, der kan gennemskue, hvor meget de skal betale i skat.

Skatten på aktier er på henholdsvis 27 procent eller 42 procent, afhængigt af, om udbyttet eller gevinsten ligger over eller under 67.500 kroner

Men når man tager højde for, at dele af ens investeringer i aktier over tid bliver mindre værd på grund af inflation, så ender man reelt med at betale 54 procent eller 84 procent i skat på aktierne ifølge beregningerne fra CEPOS.

Det er den såkaldte reale skattesats. Og den er en del højere på aktier end på renter og på ejerboliger.

Otto Brøns-Petersen understreger, at CEPOS fortsat går ind for lavere skat på arbejde, men hvis politikerne skal prioritere, bør de begynde med de skatter, som hæmmer økonomisk mest.

»Problemerne med beskatning af kapital- og aktieindkomst er lidt forsømt, rent politisk, fordi de ikke er så synlige som topskatten. Men det er vigtigere at få grebet fat i det end at få sat skatten på arbejde ned,« siger Otto Brøns-Petersen.

Det er nemmere at sælge

De økonomiske vismænd har også tidligere påpeget problemerne med de indviklede regler for aktie- og obligationsbeskatning.

I 2019 anbefalede vismændene en mere ensartet beskatning af aktier og obligationer.

På linje med CEPOS kom vismændene også frem til, at beskatningen af aktier ligger i den høje ende sammenlignet med skatten på arbejde

Dengang understregede daværende overvismand og professor i økonomi på Aarhus Universitet Michael Svarer, at reglerne for skatten på aktier og obligationer er et område, han selv har svært ved finde ud af, fordi de er »sindssygt komplekse«.

Men selv om det er seks år siden, at den rapport kom fra vismændene, er der ikke lavet nogen ændringer.

Ifølge Michael Svarer skyldes det blandt andet, at området er så teknisk komplekst. Derudover er der et politisk problem i forhold til, hvem det er der betaler aktieskatten.

»Man kan godt argumentere for at sætte aktieskatten ned, men der er en kraftigt fordelingsmæssig dimension i det. Det er de færreste danskere, der betaler aktieskat, og de, som gør, har en ret stor formue,« siger Michael Svarer.

Han fremhæver, at det derudover kan være svært for den brede del af befolkningen at forstå, hvorfor man skal have en lavere aktieskat.

»Det taler ind i spørgsmålet om at få øget produktiviteten, men det har typisk heller ikke fyldt ret meget politisk. Det er nemmere at sælge, at man gerne vil sætte skatten på arbejde ned,« siger Michael Svarer.

På lønmodtagersiden er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Sune Caspersen, enig med CEPOS i, at de mange forskellige skatter på danskernes opsparing ikke er optimale.

Men han er til gengæld afvisende over for tanken om, at regeringen bør sætte aktieskatten ned.

»Den stigende ulighed vi har haft i de seneste år er kommet på grund af stigende formuer. Det er skatten på aktier med til at holde i ave. Det er ikke en skat, man skal gå ud og skrue ned for. Det vil ikke være selvfinansierende, siger Sune Caspersen.

Et stort pres

Hos arbejdsgiverne møder analysen fra CEPOS opbakning fra både Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv.

Begge organisationer deler vurderingen af, at skatten på aktier og obligationer har en negativ indvirkning på den danske økonomi og den enkelte dansker.

Derfor ser de gerne, at regeringen tager fat på området. Dog er de mere tilbageholdende med at prioritere aktieskatten over yderligere lempelser af skatten på arbejde.

»Vi mener, at det er underligt at stille det op som et enten/eller over for lempelser af skatten på arbejdsindkomst. Der er behov for begge dele. Lavere skat på arbejdsindkomst skal hæve arbejdsudbuddet, mens en reform af kapitalbeskatningen har til formål at løfte produktiviteten,« siger underdirektør i DI Jacob Bræstrup.

Med henvisning til analysen fra CEPOS fremhæver han, at der er råd til både at gribe fat i aktieskatten og skatten på arbejde, fordi det er nogle skatter, som i høj grad er selvfinansierende.

Michael Svarer understreger, at selvom de offentlige finanser er sunde, er der stadig behov for at prioritere, da der er et stort pres på de offentlige udgifter.

»Der er ikke råd til det hele,« siger Michael Svarer.

For regeringen kan det dermed blive det hårde valg mellem at få skatten sat ned på aktieinvesteringer eller på arbejdsindkomst, når eller hvis den går i gang med at lave en ny skattereform.

Med 13 dages mellemrum måtte Finanstilsynet meddele, at to af myndighedens vicedirektører havde sagt deres job op.

Den 2. maj kunne tilsynet offentliggøre, at Karen Dortea Abelskov, som har arbejdet i Finanstilsynet siden 2009, havde fået nyt job i Erhvervsministeriet.

Knap to uger senere meddelte Finanstilsynet, at en anden af de i alt fire vicedirektører i den finansielle vagthund, Rikke-Louise Ørum Petersen, var blevet indstillet til et job i Frankfurt.

Det er meget erfaring og indsigt, som nu forlader Finanstilsynet på samme tid, lyder det fra eksperter.

»Finanstilsynet mister to kompetente mennesker, som har arbejdet i tilsynet i lang tid. Det er klart et erfaringstab,« siger Kalle Johannes Rose, der er ekspert i finansiel regulering og lektor ved CBS.

Finanstilsynet er den myndighed i Danmark, som regulerer og holder alle finansielle virksomheder, herunder bankerne, i ørerne. Derfor har tilsynet en helt afgørende rolle i samfundet.

»Det er yderst vigtigt, at Finanstilsynet bevarer et højt kompetenceniveau for at kunne udfylde sin samfundsrolle,« siger lektoren.

Kalle Johannes Rose har tidligere selv arbejdet i Finanstilsynet.

»Det er selvfølgelig uheldigt for Finanstilsynet, at de mister højtstående embedsmænd med betydelig erfaring,« istemmer Jesper Lau Hansen, juraprofessor ved Københavns Universitet.

Han er en af landets førende eksperter i kapitalmarkedsret, ligesom han har stor indsigt i blandt andet finansiel regulering.

»Men det er naturligt, at folk med kompetencerne i orden bevæger sig videre i deres karriere,« tilføjer han.

Direktørflugt til det private

Det er ikke første gang, at Finanstilsynet har mistet store dele af sin direktion på samme tid.

Jesper Berg, den forrige direktør i Finanstilsynet, stod i en penibel situation, da han i slutningen af 2017 inden for tre uger mistede tre af sine fire vicedirektører.

Dengang var det Finanstilsynets mangeårige vicedirektør Jan Parner, der sagde farvel til tilsynet for at blive chefaktuar i pensionskæmpen ATP.

Nogle uger efter valgte de to andre vicedirektører Thomas Brenøe og Birgitte Søgaard Holm at fratræde til fordel for hver deres brancheorganisation efter tre år i tilsynet.

Thomas Brenøe havde fået nyt job i Forsikring & Pension, mens Birgitte Søgaard Holm havde fået en stilling i Finans Danmark.

»Pokkers uheldigt« var det ifølge Jesper Berg, der samtidigt pointerede, at Finanstilsynet ikke kan konkurrere på lønnen med det private erhvervsliv.

Henrik Ramlau-Hansen, der var formand for Finanstilsynet mellem 2016 og 2018, fremhæver samme pointe.

»Det er ikke lønnen, der gør jobbet attraktivt. Det er muligheden for at præge hele den finansielle sektor.«

Han understreger, at man i Finanstilsynet kan komme tæt på store beslutninger tidligt i sit karriereforløb.

»Mange ser det som en mulighed for at gøre en forskel for samfundet. Men det vil til hver en tid være en afvejning i forhold til lønnen, som kan være højere i den private sektor,« siger han.

Mangeårig karriere i tilsynet

Ingen af de to vicedirektører har dog i denne omgang forladt tilsynet til fordel for den private sektor.

Rikke-Louise Ørum Petersen er i juni tiltrådt sin nye stilling i den øverste ledelse i EUs fælles hvidvasktilsyn, AMLA (Anti-Money Laundering Authority), som har hovedsæde i Frankfurt i Tyskland.

Samtidig er Karen Dortea Abelskov 1. juni begyndt som finansdirektør i Erhvervsministeriet.

De har begge opfostret i den offentlige sektor, Abelskov har specifikt arbejdet i Finanstilsynet siden 2009 og er løbende blevet forfremmet.

Ørum Petersen kom til Finanstilsynet i 2015, hvor hun blev chef for det juridiske kontor. Hun kom fra Justitsministeriet og har tidligere arbejdet for Folketingets Ombudsmand.

Begge blev de forfremmet i 2018 af Jesper Berg, da han dengang skulle ansætte hele tre vicedirektører på samme tid.

Sidder yderligt i sædet

At headhunte vicedirektører til Finanstilsynet er umiddelbart ikke verdens nemmeste opgave.

»Inden for det finansielle område vil de være svære at headhunte,« siger Jesper Lau Hansen og tilføjer, at det vil gøre sig gældende for andre typer af styrelser også.

Det skyldes, at det kræver et sæt særlige kompetencer og en specifik forståelse for den finansielle sektor.

Samtidig er topfolkene i Finanstilsynet politisk udsatte, forklarer Jesper Lau Hansen.

»Det følger naturligt af, at der er stor politisk fokus på finansverdenen og dermed på deres vagthund, Finanstilsynet,« forklarer han.

Finanstilsynet kom eksempelvis selv under beskydning, da Danske Banks hvidvasksag begyndte at rulle. Tilsynet blev blandt andet kritiseret for at have ladet sig vildlede af Danske Bank i den årrække, hvor den potentielle hvidvask foregik.

Denne politiske udsathed er ikke afspejlet i lønnen. Og typisk vil kompetente finansfolk kunne få en langt højere hyre i det private erhvervsliv.

»Derfor kan det være svært at få folk på et tilsvarende niveau ind i tilsynet. Dog er der også en høj grad af intern rekruttering i tilsynet,« konstaterer Jesper Lau Hansen.

Ligesom Henrik Ramlau-Hansen mener han dog, at den politiske udsathed er modsvaret af et spændende og interessant job, hvor man som embedsmand har direkte adgang til og andel i »statsmagten«.

Det vil for mange være tilfredsstillende nok i sig selv, er analysen.

Finanstilsynet oplyser, at man nu er i gang med at finde de to afløsere til direktionen, og at tilsynet oplever »stor interesse fra stærke kandidater«.

En rekrutteringsproces, som man forventer er afsluttet inden sommerferien.

»En vicedirektør i Finanstilsynet skal kunne lede fagligt stærke miljøer og navigere sikkert i komplekse beslutningsrum. Vi lægger vægt på solid faglighed inden for det relevante tilsynsområde, stærke samarbejdsevner og lysten til at påtage sig et stort myndighedsansvar,« lyder det fra Finanstilsynet, der ikke udelukker at ansætte en kandidat fra den private sektor.

»Hvis et direktionsmedlem kommer fra den finansielle sektor, har vi interne karensregler, der sikrer armslængde. Det betyder blandt andet, at man i en periode ikke håndterer sager, der vedrører en tidligere arbejdsgiver.«

Nationalbanken følger som ventet Den Europæiske Centralbank (ECB) og sænker sine rentesatser med 0,25 procentpoint.

Det oplyser Nationalbanken i en pressemeddelelse.

Det betyder, at den ledende rente - indskudsbevisrenten - nu er på 1,60 procent, mens udlånsrenten lander på 1,75 procent.

Indskudsbevisrenten bestemmer, hvor meget realkredit- og pengeinstitutter får i rente ved at købe indskudsbeviser i Nationalbanken.

Det kan dermed også få betydning for, hvilken rente kunderne i de forskellige institutter kan få.

Til sammenligning lød indskudsbevisrenten på 3,6 procent for nærmest præcis et år siden.

Tidligere torsdag sænkede ECB sin indlånsrente med 0,25 procentpoint til to procent. Det er ottende rentesænkning på et år.

Nationalbanken plejer at følge trop, når ECB ændrer på renten. Det skyldes, at kronen som følge af fastkurspolitikken er bundet til euroen, og derfor er renterne nødt til at følges nogenlunde ad.

Hvis ikke det sker, kan det komme til at lægge pres på kronen, skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Han pointerer desuden, at den danske rentesænkning særligt kan være godt ny for boligejere med kort rentebinding.

- I omegnen af 300.000 boligejere har lånet F-kort, som har halvårlig rentebinding, og her oplevede de fleste et fald i renten ved årsskiftet på omkring et procentpoint.

- Og yderligere 0,60 procentpoint kan for det fleste af boligejerne være i vente, når renten fastsættes næste gang sidst i juni måned.

Det kan i så fald føre til besparelser på op mod 400 kroner om måneden efter skat per lånt million.

ECB og dermed også Nationalbanken gennemførte en lang række renteforhøjelser i 2022 og 2023 i forsøget på at tøjle den tårnhøje inflation.

Når renten hæves, bliver det dyrere at låne penge i banken. Det vil alt andet lige få forbruget - og dermed også inflationen - til at falde.

ECB's indlånsrente toppede i fire procent, mens den hed 3,6 procent hos Nationalbanken.

/ritzau/

Forårsmøderne i Den Internationale Valutafond og Verdensbanken er normalt rolige og forglemmelige begivenheder.

Men ikke i år. Flere centralbankfolk vendte hjem med en indgroet følelse af frygt. Hvad er årsagen?

Spøgelset af GENIUS Act – lovforslaget om stablecoin, som er på vej til at blive vedtaget i den amerikanske kongres i hælene på præsident Donald Trumps bekendtgørelse fra den 6. marts om oprettelse af en strategisk kryptovalutareserve.

Centralbanker har hidtil set kryptovalutaer som en plage, der heldigvis ikke har haft kapacitet til at forårsage alvorlige brud i de monetære systemer, de har ansvaret for. Men nu tror de, at Trumps team regner med kryptovalutaer, der er knyttet til dollaren, som en del af deres strategi for at ændre det globale monetære system (og gøre chefen og hans familie rige i processen).

Det, der foruroligede centralbankerne i foråret, var politikkens konsekvenser: en bevidst, kaotisk afvikling af det 20. århundredes monetære orden, hvor centralbankerne regerede som pengenes eneste arkitekter. Mens GENIUS-loven tillader private stablecoins, vil et andet lovforslag forhindre den amerikanske centralbank i at udstede en digital centralbankvaluta (CBDC) og dermed udnævne virksomhedsudstedte tokens til de nye vogtere af dollarens hegemoni.

Dette er ikke innovation; det er en fjendtlig overtagelse af pengemængden. Uden noget der ligner seriøs regulering, er stablecoins hverken stabile eller blot en alternativ dollarbetalingsmulighed. De er en trojansk hest til privatisering af penge.

Trussel mod finansiel stabilitet

Den Europæiske Centralbank ser faren. Hvis værdipapirer migrerer til blockchain, hvor obligationer, aktier og derivater bliver tokeniseret, så må afregningen følge efter. 

ECBs løsning er en tokeniseret euro, der sikrer, at offentlige penge forbliver grundlaget for finanserne. Indtil videre har ECB mødt modstand mod denne plan fra tyske og franske private banker. 

Nu har ECB fået en anden og større hovedpine: USA er på vej i den modsatte retning. Ved at forbyde CBDCer og give grønt lys for stablecoins afviser Trumps hold ikke bare offentlige digitale penge; de outsourcer dollarens overherredømme til de mørkeste kræfter inden for Big Tech.

Ironien er grotesk. De samme libertarianere, som raser mod regeringen, beder nu staten om at udnævne deres stablecoins til de facto officiel valuta. Endnu værre er det, at de kræver adgang til Federal Reserves balance, så private udstedere kan bakke deres tokens op med centralbankreserver. 

Forestil dig en verden, hvor Tether, Circle eller en ikkesvindelagtig »X Token« støttet af Elon Musk nyder godt af den amerikanske finansministeriums implicitte opbakning, mens de opererer uden for bankreglerne. Det er ikke bare reguleringsmæssig udnyttelse; det er monetær feudalisme.

Vi må ikke glemme, at 1800-tallets USA var en monetær dystopi. Med tusindvis af vilde banker, der udstedte private sedler, efterlod hyppig finansiel panik i offentligheden, især i arbejderklassen, med værdiløse papirer. Selv J.P. Morgan var så forfærdet og følte sig så truet, at han besluttede at presse den føderale regering og andre bankfolk til at etablere Federal Reserve som en offentlig institution med det formål at stabilisere pengene.

Nu er USA på vej baglæns – og trækker resten af verden med sig. I en forbløffende omvending af virkeligheden definerer Trumps bekendtgørelse af 23. januar om styrkelse af amerikansk lederskab inden for digital finansiel teknologi dollarstøttede stablecoins som instrumenter, der vil »fremme og beskytte den amerikanske dollar suverænitet«. 

Men GENIUS-loven (hvis endelige udkast endnu ikke er offentliggjort) er en formel til at slippe en digital vildkat-æra løs, hvor stablecoins – knyttet til dollaren, men kontrolleret af private aktører – oversvømmer den globale økonomi med digitale pseudodollars. Private stablecoins har ingen chance for at opretholde deres tokens’ dollarbinding, efter at de har modtaget de føderale myndigheders officielle godkendelse, og deres volumen er vokset eksplosivt. Selv hvis lande dropper dollaren, vil de forblive fanget i dens digitale skygge.

Centralbankfolk er ikke de eneste, der bør være bekymrede

Europa har travlt. ECB, der anerkender den eksistentielle trussel, er i gang med at fremskynde en »en gros-CBDC«: en digital euro til institutionel brug, der fungerer som en nødløsning – et hurtigt og beskidt hybridsystem, der synkroniserer traditionelle betalinger med blockchain-infrastruktur og køber tid, indtil ægte atomafvikling kan skubbes forbi modstanden fra private bankfolk, der tjener på status quo.

Men det er måske for sent. Mens Europa dvæler med komiteer, handler USA. MiCA-reguleringen (Markets in Crypto-Assets) har allerede drevet Tether ud af Europa – ikke fordi MiCA er for streng, men fordi EUs politiske ledelse stadig ikke forstår, hvad der er på spil. Hvis stablecoins bliver standardpenge for kryptomarkeder, decentral finansiering og vækstøkonomier, vil ECBs halvfærdige digitale euro ankomme til en slagmark, hvor krigen allerede er tabt.

I mellemtiden står udviklingslandene over for et brutalt valg. De kæmper allerede under dollarens dominans og må nu enten forbyde stablecoins (og dermed miste adgangen til kryptokapitalstrømme) eller skabe deres egne for at konkurrere med dollarens netværkseffekter. Et tredje, uappetitligt alternativ er at overgive sig til en ny – endnu farligere – form for de facto-dollarisering.

Den eneste centralbank, der har planlagt fremadrettet, er People's Bank of China. PBOC har den luksus at have sin egen, allerede fungerende digitale renminbi og har derfor råd til at nægte at give stablecoins legitimitet ved at forbyde dem.

Men denne fornuftige trodsighed efterlader et gigantisk dilemma uadresseret: Kinas offentlige og private institutioner har en akkumuleret opsparing på cirka 4,5 billioner dollar. Skal de dumpe deres dollar og dermed sætte skub i Trump-teamets plan om at devaluere dollaren, eller skal de beholde dem og fortsat være udsat for den turbulens, som Trump er så dygtig til at skabe?

På længere sigt er der fare for, at den monetære opsplitning forværrer den geopolitiske og geoøkonomiske usikkerhed. To parallelle monetære systemer – det ene baseret på offentlige penge udstedt i Kina, Indien og måske eurozonen, og det andet bestående af private penge, der i stigende grad domineres af stablecoins med dollarbinding – vil uundgåeligt støde sammen. Centralbankfolk er ikke de eneste, der bør være bekymrede.

Yanis Varoufakis, tidligere finansminister i Grækenland, er leder af partiet MeRA25 og professor i økonomi ved universitetet i Athen.

Project Syndicate.

Stålværket Duferco Danish Steel i Frederiksværk stopper sin produktion og ventes at fyre 124 ud af 130 medarbejdere.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Stålværkets topchef, Giuliano Bo, bekræfter over for mediet, at produktionen lukkes.

- Med stor beklagelse kan jeg på vegne af Duferco Group bekræfte, at Duferco Danish Steel A/S lukker stålproduktionen og tilhørende aktiviteter, skriver han.

Stålværkets medarbejdere blev 29. april informeret om, at værkets fremtid var til overvejelse. Herefter startede forhandlinger med fagforeninger.

Beslutningen om at opsige medarbejdere blev ifølge Sjællandske Nyheder truffet 28. maj.

I perioden mellem 29. maj og 11. juni forventes det ifølge mediet, at 124 af værkets medarbejdere vil modtage en opsigelse.

De kommende måneder vil der fortsat blive færdiggjort ordrer, tømt lagre og sendt materialer til kunder. Et mindre antal medarbejdere vil blive på værket for at sikre en ansvarlig afvikling af aktiviteterne.

Duferco Danish Steel har produceret stangstål på en del af værket fra Det Danske Stålvalseværk, som ifølge Danmarks Nationalleksikon, Lex, gik konkurs i 2002.

Efter konkursen overtog stålvirksomheden DanSteel rammerne i Frederikshavn og førte produktionen videre.

Ifølge Sjællandske Nyheder blev en del af værket overtaget af Duferco Group i 2006. Her har selskabet de seneste 19 år produceret stangstål, som er blevet brugt i byggeri-, anlægs- og maskinindustrien.

NLMK DanSteel producerer fortsat stålplader på det gamle stålvalseværk i Frederiksværk.

Indtil 2022 var NLMK DanSteel ejet af den russiske rigmand Vladimir Lisin. Men i 2022 købte det belgiske selskab NBH godt halvdelen af NLMK DanSteel. Det skrev Finans.

Duferco Group blev etableret i 1979 for at drage fordel af nye markeder inden for stålproduktion. I dag har koncernen over 3000 medarbejdere og opererer i 22 lande. Koncernens hovedsæde er i Luxemburg.

/ritzau/

Ejere af elbiler kan glæde sig over, at det er billigere at fylde el end benzin på bilen.

Derimod er andre regninger på elbiler større.

Det har kostet op til små 40 procent mere at forsikre elbiler end biler med benzin- og dieselmotorer.

Men nu lysner det for de elektriske bilister.

Prisforskellen bliver markant mindre.

Det viser flere millioner tilbud om bilforsikringer fra 21 forsikringsselskaber siden 2022 gennem prisportalen Samlino.

Tendensen er klar. Også selv om der er udsving over en årrække.

I begyndelsen af 2022 var prisforskellen 39 procent. Ifølge tilbuddene i første kvartal i år koster det nu kun 11 procent mere i gennemsnit at forsikre en elbil.

Der er dog stadig gode grunde til, at forsikringsselskaberne vil have mere for at forsikre elbiler.

Bilister vænner sig til elbiler

Samlinos data viser nemlig også, at elbiler oftere end fossilbiler ender med en skade, der udløser en forsikringssag.

Men her er forskellen mellem biltyperne også blevet klart mindre det seneste år.

»Det tyder på, at flere elbilister er ved at vænne sig til bilernes særlige køreegenskaber og teknologi,« mener Christian Blondeau, kommerciel direktør hos Samlino.dk.

Elbiler har typisk en hurtigere acceleration end fossilbiler, hvilket kan overrumple føreren og give flere skader.

Dertil kommer, at elbiler typisk er teknologisk avancerede, hvilket kan udløse højere udgifter til reparationer efter skader.

Det slår også igennem i uventet voldsomme regninger, når elbiler skal på værksted.

Justerer vurdering af risiko

Men flere erfarne elbilister på vejene er med til at udjævne antallet af skader på tværs af drivmidler, mener Christian Blondeau.

Han vurderer også, at der sker en modning af markedet i takt med den voksende udbredelse af elbiler.

Det betyder med andre ord, at forsikringsselskaberne justerer deres risikovurdering, hvilket kan ses i priserne på forsikringerne, der nærmer sig forsikringerne på fossilbiler.

Typisk får en bruger af Samlinos prissammenligning mellem 12 og 14 tilbud om bilforsikring afhængigt af alder, biltype og tidligere skader.

Samlinos system henter tilbud fra 21 selskaber, herunder Tryg, Gjensidige, FDM, GF Forsikring, Lærerstanden, Top Danmark, Alm. Brand og en række mindre selskaber.

Datagrundlaget er samlet set 20,4 millioner præmieberegninger fra 1. kvartal 2022 til 1. kvartal 2025.

Nøjagtigt som blomsterne i haven har til salg-skiltene foran danske boliger det også med at pible frem, når foråret melder sig.

Det er også tilfældet i år, hvor antallet af udbudte boliger er vokset hen over de seneste måneder og også gjorde det i maj.

Nye tal fra Boligsiden viser, at både når det gælder villaer, ejerlejligheder og sommerhuse, er boligudbuddet vokset.

Særligt når det gælder sommerhuse, er der blevet flere at vælge imellem.

Udbuddet steg med 3,2 procent i maj. Det var 13,3 procent højere end i maj måned sidste år.

Antallet af sommerhuse, der er til salg, er faktisk igen højere end antallet af ejerlejligheder, fortæller Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

- Traditionelt set har der været flere sommerhuse til salg end ejerlejligheder. Det billede ændrede sig under coronaperioden, hvor den eksplosive efterspørgsel på sommerhuse gjorde et markant indhug i udbuddet af sommerhuse, siger hun.

I Arbejdernes Landsbank har Jeppe Juul Borre kigget på, hvor mange flere boliger, der er kommet til salg de seneste tre måneder.

Svaret er ni procent, og det er på linje med den normale udvikling hen over foråret. Faktisk er udbuddet af boliger vokset i 14 ud af de 15 seneste år.

- Flere solskinstimer og mere farve i haven får unægteligt boligerne til at fremtræde fra deres bedste side, og samtidig er der typisk også flere købere, som går på boligjagt på det her tidspunkt af året, siger han.

Fordelt på boligtyper er der kommet 6 procent flere huse, 4 procent flere lejligheder og 27 procent flere sommerhuse til salg de seneste tre måneder.

/ritzau/

Ved første øjekast ser tallene fredsommelige ud.

Men bag dem er der drama på boligmarkedet.

Det knækker nemlig mere og mere over i mindst to separate markeder, der udvikler sig i forskellige tempi.

Friske data fra mæglernes fælles portal, Boligsiden, viser et næsten uændret udbud af huse og lejligheder, der også ligger tæt på de historiske gennemsnit siden 2011.

Men det er på landsplan.

I København bliver boligmarkedet støvsuget for boliger til salg. I provinsen får til-salg-skiltene lov til at slå rødder.

»Mens udbuddet af boliger er presset helt i bund i København, er der sket det stik modsatte i store dele af Jylland, hvor det i nogle områder vrimler med salgsklare boliger,« konstaterer chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.

Ikke siden 2012

Konkret er udbuddet af huse i det seneste år faldet med 12 procent i landsdelen København By, mens udbuddet omvendt er steget med syv procent i Nordjylland og tre procent i Vestjylland – hvor der i øvrigt ikke har været så mange huse til salg siden 2012 vestpå og siden 2014 nordpå.

Udviklingen er den samme for ejerlejligheder, hvor hovedstaden med Lise Nytoft Bergmanns ord er »stort set støvsuget« for ejerlejligheder til salg, mens der aldrig har været flere til salg i det nordjyske.

Konkret er antallet af lejligheder til salg i landsdelen København By faldet med 23 procent og steget med henholdsvis 26 og 14 procent i Vestjylland og Nordjylland.

Bortset fra at vise, hvor meget boligkøbere kan vælge mellem, har udbuddet af boliger til salg stor betydning for prisudviklingen.

Et lille boligudbud giver et sælgers marked, hvilket presser priserne opad – og omvendt.

»Udbuddet har stor betydning for prisudviklingen. I København er der i øjeblikket ikke ret mange boliger til salg, og det presser priserne op. I Nord- og Vestjylland står til-salg-skiltene tæt, og det gør det sværere at være sælger,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Ifølge de seneste prisdata er huspriserne i det seneste år steget med 16 procent i København By, mens de er faldet med tre procent i Nordjylland.

Priser på ejerlejligheder er steget med 17 procent i København By og er uændrede i Nordjylland.

Udsigt til at fortsætte

Og der er i Nordea Kredits optik udsigt til, at det fortsætter:

»I Nordea offentliggør vi kun boligprisprognoser for landet som helhed, men vi er mere optimistiske på boligprisudviklingen i og omkring hovedstaden. Og her spiller de store forskelle i udbuddet selvfølgelig en rolle,« vurderer chefanalytikeren og uddyber mekanismen:

»Når der ikke er ret meget til salg, er køberne nødt til at byde hinanden op, mens det er nemmere at få et afslag, hvis sælgerne slås om de samme købere.«

Foråret er traditionelt højsæson på markedet for sommerhuse. Og lige nu er der 7.474 sommerhuse at vælge mellem for købere.

Men det er fortsat kun lidt mere end halvdelen af, hvad udbuddet var oppe på for få år siden.

I perioden med corona købte mange danskere sommerhuse og bragte udbuddet langt ned.

Ifølge direktør Birgit Daetz fra Boligsiden har udbuddet af sommerhuse stadig svært ved at finde tilbage til niveauet fra tiden før corona.

Der er dog kommet godt 13 procent flere sommerhuse til salg det seneste år.

Herunder ses udviklingen fordelt på regioner og sæsonkorrigeret.

»A Negroni, please.«

Som en anden bartender griber Mads Mikkelsen Campari-flasker og målebægre, inden han sender en kubeformet isterning på rundtur i et dyrt udseende krystalglas.

Han er stjerneskuespiller og for de fleste synonym med danske filmperler som »Blinkende lygter« og« Druk« eller som stemmen bag sloganet »probably« i Carlsbergs reklamer.

Men når Mads Mikkelsen deler en reklamevideo for den italienske likørproducent Campari på sin Instagram-profil, bør han betragtes som en influencer, der laver influencermarkedsføring.

Det stiller andre krav til, hvor tydeligt det skal deklareres, at der er tale om en reklame. Noget skuespilleren tilsyneladende ikke havde regnet med, for opslaget lå tilgængeligt en hel uge, uden at det var til at se.

Mads Mikkelsen har begået en brøler, lyder dommen fra flere kanter, og det har han nu rettet op på.

Fadæsen udstiller et større problem med moderne markedsføring, mener Lasse Ribergård Rasmussen, der er PR- og kommunikationsspecialist. Han har i mere end ti år arbejdet med betalte samarbejder, både som influencer og for virksomheder og kender reglerne på området indgående.

For reklamebranchen er ikke, hvad den har været. I dag har markedsføring og betalte samarbejder i stor stil bevæget sig fra fra tv-kanaler og avissider til sociale medier, hvor det primært er influencere, der løfter industrien.

»I markedsføringsperspektiv er man ikke undskyldt, fordi man er skuespiller, sportsstjerne eller et eller andet,« siger Lasse Ribergård Rasmussen.

Svært at spotte

Fredag bragte Radio 4 Eftermiddag historien, hvor både Mads Mikkelsen og hans agent, Ulrich Møller-Jørgensen, var forhindrede i at stille op til et interview. Sidstnævnte takkede dog for henvendelsen og oplyste, at de havde udstyret Instagram-opslaget med to vigtige tilføjelser.

»Annonce« og »betalt partnerskab«.

»De er nok kommet på bedre tanker,« siger Marie Frank-Nielsen, da hun hører det.

Hun er seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk og vurderer ligeledes, at der er tale om markedsføring, når Mads Mikkelsen deler reklamefilmen på sin Instagram-profil, og det skal tydeligt deklareres.

»Jeg tror ikke, at man skal undervurdere, hvor svært det er at spotte, fordi det flyder ind i en privat Instagram-sammenhæng,« siger Marie Frank-Nielsen.

Det er Forbrugerombudsmanden, der tager stilling i sager om skjult reklame. Og dem er der kommet en del flere af de seneste år, forklarer Sabrina Amtrup, der er fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden.

»Især i medierne har der været meget fokus på influencere og skjult reklame, men det er jo bare én erhvervsgruppe ud af mange, som laver reklame«, siger hun.

Loven skelner ikke mellem, om man erklærer sig som influencer eller ej. Det relevante er, om man er erhvervsdrivende og tjener penge eller modtager andre fordele på reklame.

»I markedsføringsloven er der et forbud mod skjult reklame, så det skal være helt klart, hvis et opslag på sociale medier har en kommerciel hensigt. Det kan man for eksempel oplyse ved at skrive »reklame« eller »annonce«. Et opslag skal dog kun markeres, hvis det ikke allerede er tydeligt af sammenhængen, at det er reklame,« siger Sabrina Amtrup.

Klar dom

Opslag på sociale medier kan godt være så åbenlyse eksempler på reklame, at det ikke er nødvendigt at skrive, forklarer Sabrina Amtrup:

»Der kan det have en betydning, om der er en kommerciel afsender bag, og hvor professionelt reklamen er udarbejdet.«

Hvis det åbenlyst er et tungt budget, dyr lyssætning og uddannede fotografer. som står bag, kan det altså i juridisk forstand gøre det mere tydeligt, at der er tale om reklame.

»Men ikke nødvendigvis tydeligt nok. Det vigtigste spørgsmål er, om en helt almindelig forbruger kan gennemskue, at der er tale om reklame,« siger Sabrina Amtrup.

Hun forklarer, at man fra Forbrugerombudsmandens side ikke udtaler sig om konkrete sager, og hun har i øvrigt ikke set reklamesamarbejdet mellem Campari og Mads Mikkelsen.

Marie Frank-Nielsen fra Forbrugerrådet Tænk er dog ikke i tvivl:

»Der er helt klart tale om influencermarkedsføring. Og så skal man markere, at det er reklame.«

Hun sammenligner det med en sag fra sidste år, hvor verdensstjernen Lily Collins, der bor i København, delte et Instagram-billede fra lampeforretningen Louis Poulsen og en perlerække af rosende ord.

Opslaget blev kritiseret og anklaget for at være brud på markedsføringsloven, hvorefter Lily Collins tilføjede en reklamemarkering.

Når Camparis virksomhedsprofil lægger videoen ud, er det tydeligt, at der er en professionel afsender bag. Problemet opstår, forklarer Marie Frank-Nielsen, idet Mads Mikkelsen deler reklamen på egne kanaler.

»Der vil der givetvis være nogen, der godt kan afkode det. Men det ændrer bare ikke på, at vi har en retspraksis, som siger, at influencersamarbejder på sociale medier skal markeres som reklame eller annonce.«

Ingen prygl i kommentarsporet

Det er ikke nødvendigvis relevant at sætte Mads Mikkelsen i boks som influencer, siger Lasse Ribergård Rasmussen. Men det samarbejde med Campari, som skuespilleren deler på sin Instagram-profil, er et stykke influencermarkedsføring.

Nok et begrebet nyt, men det er fidusen sådan set ikke, mener Lasse Ribergård Rasmussen.

Han nævner på den ene side popstjernen Britney Spears, som blev ansigtet på sodavandsgiganten Pepsi i nullerne. Det var traditionelle reklamefilm med store budgetter og professionelle instruktører.

På den anden side er en ny genre af reklamefilm vokset frem. Influencere med følgerskarer på alt fra et par tusind til millioner, som får penge af virksomheder for at omtale deres produkter.

Her kan det være sværere at gennemskue, hvornår man får en venlig anbefaling, og hvornår man bliver eksponeret for en reklame, som influenceren er blevet betalt for at brede ud. Derfor er der kommet mere fokus på markedsføringsloven og skjult reklame overfor især influencere. 

Når man ser den her film, kan man så ikke godt gennemskue, at det er en reklame, hvor Mads Mikkelsen har fået penge for at være med?

»Det er der sikkert nogen, der kan. Men i et lovgivningsmæssigt perspektiv er det komplet ligegyldigt, hvor meget videoen ligner en reklame. I den forstand er Mads Mikkelsen jo ikke anderledes end en influencer. Hvis han laver noget reklame, og han lægger det sin Instagram, så er det markedsføring, så skal det markeres som en reklame.«

Når jeg ser den, tænker jeg mere på traditionelle reklamer, som bliver sendt i pausen på TV 2. Jeg synes ikke, at det er utydeligt, at det er en reklame.

»Godt for dig. Men det ændrer ikke på lovgivningen.«

Var du nogensinde i tvivl om, at det var en reklame?

»Nej, det var jeg ikke. Omvendt kan du spørge nogen på 18 eller 50, og så vil svaret måske være et andet. Nogle ville sikkert sagtens kunne tro, at Mads blot er vild med Campari og har delt videoen af egen fri vilje. Det fremgår jo ikke tydeligt, at han har fået betaling for det. Uanset hvor reklameagtig videoen så måtte være i sit udtryk.«

Lasse Ribergård Rasmussen forestiller sig, at videoen var blevet taget væsentligt anderledes imod, hvis det havde været en selverklæret influencer, som havde begået samme brøler og glemt at markere opslaget som en reklame.

»Så kan jeg love dig for, at vedkommende havde fået prygl i kommentarfeltet. Men det gør Mads Mikkelsen jo ikke, selvom det er det samme, han gør.«

Og det har Lasse Ribergård Rasmussen ret i. Mads Mikkelsen har på ingen måde fået på puklen for sin optræden med Campari-flasker.

Kommentarerne på hans Instagram-profil er derimod kærlighedserklæringer som »min yndlingsdrink og min yndlingsmand« og emojis med hjerteøjne.

»Jeg vil gerne have det ind på folks lystavle, at det ikke er et nyt koncept at blive udsat for reklamer gennem kendte ansigter. Forskellen er bare, at der er blevet sat mere fokus på det, og derfor skal det også markeres,« siger Lasse Ribergård Rasmussen.

Berlingske har efterspurgt et interview med Mads Mikkelsen gennem hans agent Ulrich Møller-Jørgensen, ligesom artiklens indhold er blevet forelagt den vej. De er ikke vendt tilbage på henvendelsen.